Nærmere, Gud, til dig

1. Nærmere, Gud, til dig, nærmere dig, skønt ad den trange vej fører du mig. O, hvor jeg længes her, byrden er ofte svær! Når skal jeg komme der, næremere dig?

2. Verden er kold og tom, mørk som en nat, ensom jeg vandrer om, fremmed, forladt. Tanken dog glæder mig: Snart skal jeg hjem til dig, Nærmere Gud, til dig, nærmere dig!

3. Medens jeg vandrer her, ræk mig din hånd! Styrk mig, o Fader kær, skænk mig din Ånd! Da, når du kalder mig, glad går jeg hjem til dig, nærmere, Gud, til dig, nærmere dig!

4. Her er, med Himlens håb, Betel for mig: Stenen i tårers dåb salver jeg dig, frejdig går frem min vej nærmere, Gud til dig, nærmere, Gud, til dig, nærmere dig.

5. Og er for sidste gang striden forbi, sjælen til Himmel-vang løfter sig fri. Evigt da jubler jeg: Hjemme, min Gud, hos dig, hjemme, min Gud, hos dig, hjemme hos dig.