1. Se, vi sår, ja daglig sår vimangen sæd på godt og ondt,spreder dem i bjerg og dale,kaster den for vinden rundt.Sæd, der faldt i rige furer,spired ved Guds milde regn.Sæd, der hviler nu på klippeni den tørre golde egn.
2. Sæd, der faldt i bjergets stilhed,der, hvor ensomheden bor,sæd, der blev trådt under fodepå den overfyldte jord.Sæd, der glemt af onde hjerterkun blev kastet bort i løn,sæd, der gemtes i et hjertefuldt af kærlighed og bøn.
3. Sæd, der ligger uforandretlivløs på den muld så gold,sæd, der gror og vokser, trives,selv når bondens hånd er kold.Med en hvisken sår vi godhed,vrede ord kan yppe kiv;i vort ord, vort blik, vor gerningligger sæd til død og liv.
4. Du, som kender al vor svaghed,lad os ej alene gå,bed din engel vogte furen,hvor den gode sæd vi så.Marken da med hæder krones,modne aks er himlens dåd,evighedens frugter spireraf den sæd, vi så’d med gråd.
Tekst: Anonym, Pure Diamonds, Cleveland, 1872
Musik: Henry A. Tuckett, 1852–1918