1. Hyrden hos fårene våger,
elsker hvert lam i sin fold,
varsomt han hjemad dem fører
skærmer mod fare og vold.
Op han af dybet dem løfter,
læger og tor deres sår,
kærligt i favnen dem trykker,
tillidsfuldt med ham de går.
Bort ud i ørknen de vandrer,
vejen er øde og kold;
ud for at frelse han iler
bringer dem hjem til sin fold.
2. Stor er hans omsorg for hjorden,
kærligt han sørger for hver;
nogle er vandret fra folden,
men han endnu har dem kær.
Trøstigt han efter dem søger,
søger de får, som gik tabt,
lykkeligt hjem han dem fører,
frelst ved hans kærligheds magt.
Bort ud i ørknen de vandrer,
vejen er øde og kold;
ud for at frelse han iler
bringer dem hjem til sin fold.
3. Medens han søger de svage
på deres vildsomme færd,
ønsker han hjælp af de andre,
som står ham inderligt nær.
De som er blevet i folden,
beder han kærligt: Vær med,
hjælp mig at finde de tabte,
søg dem hvert eneste sted!
Bort ud i ørknen de vandrer,
vejen er øde og kold;
ud for at frelse han iler
bringer dem hjem til sin fold.
4. Lad os da villigt ham svare:
Send os, med glæde vi går
ud for at hjælpe dem hjemad,
alle de vildledte får.
Gør os til trofaste hyrder,
lær os at ofre, oh Gud.
lydigt at tjene vor næste,
følge dit kærlighedsbud.
Bort ud i ørknen de vandrer,
vejen er øde og kold;
ud for at frelse vi iler
bringer dem hjem til hans fold.
Tekst: Mary B. Wingate, f. 1899
Musik: William J. Kirkpatrick, 1838–1921
