Salmer og Sange, no. 189
O min Fader

1. O min Fader, du, som troner i en navnløs hellig fred, når skal jeg dit åsyn skue, se din nærhed herlighed? Engang før min spæde barndom har min ånd jo dvælet der; o min Fader i din våning stod jeg tit din trone nær!

2. I en hensigt vis og herlig har du mig på jorden sat! Himmelsk byrd og slægt og venner, alt er skjult i glemslens nat. Mangen gang en lønlig tanke hvisked’: “Du er fremmed her!” Engang fri og salig vandred’ jeg din Fadertrone nær!

3. O min Fader, du mig lærte ved din ånd at kalde så, men før kundskabsnøglen skænktes, grunden dertil dunkel lå. Men har dér jeg kun en Fader? Hør fornuft og sandheds svar, sig hvad jeg vil evigt kende: “Der jeg og en Moder har!”

4. Når min svage hytte lægges ned i jordens kolde grus, Fader, Moder, lad mig møde eder i jert kongehus! Når jeg har mit mål fuldkommet, hvorfor I mig sendte her, kald mig hjem med fælles stemme, lad mig salig dvæle der!