Salmer og Sange, no. 157
Se, vi sår

1. Se, vi sår, ja daglig sår vi mangen sæd på godt og ondt, spreder dem i bjerg og dale, kaster den for vinden rundt. Sæd, der faldt i rige furer, spired ved Guds milde regn. Sæd, der hviler nu på klippen i den tørre golde egn.

2. Sæd, der faldt i bjergets stilhed, der, hvor ensomheden bor, sæd, der blev trådt under fode på den overfyldte jord. Sæd, der glemt af onde hjerter kun blev kastet bort i løn, sæd, der gemtes i et hjerte fuldt af kærlighed og bøn.

3. Sæd, der ligger uforandret livløs på den muld så gold, sæd, der gror og vokser, trives, selv når bondens hånd er kold. Med en hvisken sår vi godhed, vrede ord kan yppe kiv; i vort ord, vort blik, vor gerning ligger sæd til død og liv.

4. Du, som kender al vor svaghed, lad os ej alene gå, bed din engel vogte furen, hvor den gode sæd vi så. Marken da med hæder krones, modne aks er himlens dåd, evighedens frugter spirer af den sæd, vi så’d med gråd.